Uge 29 … Et splitsekund …..

En 14-årig pige omkommer – midt i en forlystelses tur – midt i en ferie. Kun lige begyndt på livet. Intet kan være værre. Intet kan være mere tragisk – og det sker på et splitsekund – et splitsekund, hvor hverdagen forandres for evigt – for nogle mennesker. Om lidt er her stille … nej, det er – NU – her er stille. Verden gik i stå.

“Carpe Diem” – eller sagt på en anden måde – “Lev livet i dag uden at tænke over morgendagens bekymringer.” Det kan ikke siges tit nok … for bekymringer kan vi have mange af. Det er såvel alle vores egne små hverdags bekymringer, som de store – tænk bare på klimaforandringer? Mon ikke det er det vi oplever i Sydeuropa? Med temperaturer på op til 47 grader? Det er vildt. På den ene side er det skræmmende, og på den anden side – så kunne de jo bare dele lidt med os? Hmmmm … For lidt og for meget – hvornår er vi tilfredse – ja, det er det evige spørgsmål.

Vel skal vi absolut bekymre os om vores klima – ingen tvivl om det – men hvis vi nu alle – ja, alle – passer på vores jord, ikke dropper plastic og andet affald ud i naturen, ikke bruger spraydåser, og vi vælger at køre el biler og så videre og så videre – så vil der slet ikke være en grund til bekymring. Så ville vi kunne se et blomsterhav af smukke vejkantsblomster, som på ugens foto. Tænk, hvis det var så enkelt. Men hvis vi i hvert fald bare er bevidste og aktivt gør, hvad vi kan – så tæller det dog på pluskontoen.

Vender lige tilbage til det med varmen – fordi godt nok har Sydeuropæerne ikke delt den med os – men nu sender vejrguderne varmen herop til Danmark – har lige hørt at vi skulle få varmerekord i denne uge. Jeg glæder mig – men ved det vil være hårdt for mange – heldigvis er der masser af godt TV, hvis nu det bliver nødvendigt at holde sig indendørs.

Ønsker alle en rigtig dejlig sommervarm uge 🌻

FOTO-UGE-BOGEN:

En herlig uge – med en aftentur til Bønnerup Havn, et stjerneskud på Café Kajkanten og lidt harmonikamusik. Et par gode gåture – arbejder jo på at indhente de manglende skridt – og til Lines 25 års fødselsdagsbrunch.

Aija på besøg – betyder spændende desserter – som hun – alene – står får – og indimellem smutter vi en tur ned til vandet, hvor der fortælles historier på stribe – historier baseret på 5 tilfældige ord. Jeg er dybt imponeret – hvilken fantasi hun har. 🙂