… at blive gammel – altså nå en høj alder, og leve så længe som muligt – har altid været min drøm – mit ønske – mit håb – og jeg har faktisk også troet på at jeg ville ældgammel, uden at tænke over, hvad det egentligt vil sige.
Undertiden spørger jeg mig selv – “Er det nu også Lykken?”
Absolut JA, hvis altså man er frisk både fysisk og psykisk – for det må da – på mange måder – være et kæmpe privilegium, et privilegium at følge familien, se den vokse, følge udviklingen, og se, hvilke veje de vælger i livet – men – driller alderdommen, helbredet, mindset’et og mobiliteten bare lidt, er jeg med tiden blevet i tvivl, ikke fordi vi har et valg – det sker, når det sker – men mere det at drømme om noget fiktivt, noget som ingen af os ved noget om. Vi kan alle gøre hvad vi kan, for at holde os så sunde som muligt og det gælder både fysisk som psykisk – men – vi ved ikke hvad alderdom gør ved os, før vi måske selv er der.
Og hvorfor går mine tanker i alderdom? – Simpelthen fordi vi har vores mor endnu – 93 år – en mor der er på vej ind i demensens verden – en aldeles rædselsfuld og uværdig verden – som jeg ser det – og en verden som gør forfærdelig ondt at være pårørende til.
Måske derfor – tager jeg min egen cancersygdom relativ afslappet. Ydmyg og taknemlig nyder jeg kærligheden omkring mig – nyder at kemoen virker – nyder de nære ting – nyder hver eneste dag – men Guderne skal vide at jeg bestemt gerne vil være her mange år endnu – sålænge jeg forebliver såvel mental og fysisk intakt.
… Hvad er det man byder uventede gæster på? Varm suppe? Om sommeren? Nnnjaaa – nok ikke lige det man kunne ønske sig efter en tur fra Nordjylland – på den 2-hjulede. Men suppe er det eneste jeg har lyst til at spise på min første kemodag og den var klar i gryden. Han takkede ja.
Lige nu er mange marker fyldt med den blå/lilla Honningurt – og som jeg har læst – så lokker den bier og sommerfugle til med sin stærke duft af honning og nektarrige blomster – altså god for biodiversiteten.
Søndag – en gåtur i Skørping – og på vejen hjem – skete der noget med bilen. Ud for et sted, hvor der var fyldt med mennesker – ville den have en pause – eller var det bare mig der havde lyst til en is? Jeg sku hilse og sige “Den var go'”
Se eller gense på dk4 “Hvem er … Kristian von Hornsleth” fredag den 11. juli kl. 21.50
Alt i mig er trist – og bare et bitte lille pip fra hvem som helst – starter et Niagara Falls. Jeg blev så meget ramt – da Leif sendte mig det sidste smil – Læs mere
En enkelt gang i denne uge lykkedes det mig at komme afsted på en lidt længere gåtur. Ihhh, hvor er det godt. Turen har straks indvirkning på både mit humør og energi. Og at jeg Læs mere
Solen står op hver morgen – det er heldigvis ufravigeligt – også selvom det er morgener, hvor vi ikke ser den fordi et skydække tager over. Det er sådan jeg har det – lige nu Læs mere
This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.
0 Kommentarer