Uge 35 … Berøringsangsten …

… et emne som jeg tidligere har skrevet om – men som igen er blevet aktuel.
Først dog lige lidt om travlhed. Travlhed er netop det den forgangne uge har været præget af – altså den form for travlhed som jeg elsker – og selvom min mundhule denne gang har været hårdt ramt af kemoen, som så godt nok også forsvandt hurtigere – så har det alligevel været en super fed uge. Det har været en fed næsten AUH-fri uge – altså lige med undtagelse af lidt blodprøver og en kontrolscanning – men altså fed fordi jeg kom godt igang med klipperiet af de nye tv-programmer – og – jeg var på en mega skøn café tur – og – så er vi så heldige at vi fik masser af besøg af såvel famile som gamle venner.

Det har også været en uge, hvor jeg oplevede berøringsangsten overfor os og vores sygdom … hvorfor? Ja – jeg undrer mig. Heldigvis er det sjældent – men der er altså stadig folk, der holder sig på afstand og hvor jeg tydeligt kan mærke deres usikkerhed i en snak med os. Det føles ikke rart. Jeg ved godt at en kræftsygdom får betydning for ens sociale liv og for relationerne – man kommer tættere på nogle mennesker, mens afstanden bliver større med andre – men alligevel tænker jeg – at når vi nu har meldt klart ud fra starten – at folk bare skal være præcis som de plejer – så kan det godt være svært at forstå. Sååå altså – vi må blive endnu tydeligere i vores kommunikation.

Jeg lyttede til en Podcast i serien “Mens vi er her” – hvor en Hospicepræst bliver interviewet. Hun siger virkelig mange gode ting – bl.a. det, at når kræften rammer et menneske – så vil vedkommende oftest ændre på sin hverdag – “men” – siger hun – “det viser sig at der alligevel ikke bliver ændret på ret meget – for så er det jo ikke mig mere” citerer hun fra en af hendes mange samtaler. Og det er lige præcist det – vi har jo ikke ændret os – at vi har fået stoppet en diagnose i rygsækken – ja, det har vi og det er er rigtigt ØV – men vi er stadig de samme mennesker – og måske endda i en bedre udgave.

Lykkeligvis og heldigvis er jeg kommet meget meget tættere på mange flere – såvel familie som venner – end det modsatte. Det er lige før jeg tør sige at mit introverte og usikre jeg – aldrig har haft det bedre. Og måske derfor kan jeg på mine walks gå med et stort smil og med lykkestårer – og det gør jeg – og det må da være det allerstørste privilegium man kan opnå. Så når jeg engang skal forlade denne jord – så er det med en kæmpe stor taknemlighed.

gå ud og gå
så tør jeg godt spå
du bli´r et bedre jeg
for hvet skridt på din vej

Hop videre til ugens programoversigt

Foto-uge-bogen … med foto fra den nyanlagte Jernaldersti i Skødstrup – det er faktisk helt vildt hvor meget historie vi har her i vores lokalområde – og en lidt længere walk bag om Studstrupværket, hvor der her gemmer sig en næsten uopdaget – på nær lystfiskerne – naturoplevelse.

PROGRAMOVERSIGTEN … for uge 35 2025: