Uge 46 … Vi taler ik’ om død

Ikke meget – ja faktisk næsten intet – skulle der til i ugens løb – før tankerne løb løbsk og disse møgirriterende tårer ville frem i øjenkrogen. Hvorfor? Jeg ved det ikke!

… og måske alligevel. For noget, der nok har været medvirkende, har helt sikkert været de mange dødsfald inden for de seneste uger. Det er som om døden kommer tættere på – når vi bliver gjort opmærksom på den. OG – så er vi i øvrigt ikke ret gode til at snakke om døden – til at forholde os til døden – selvom det uomtvisteligt sker for os alle. Ihverfald er jeg – med de mange dødsfald – blevet mere bevidst om min egen tilstand.

Jeg går jo heldigvis rundt og har det fantastisk – præcist lige som mælkebøtten, selvom efterårsbladene forsøger at dække den – Jeg klarer kemoen, næsten uden bivirkninger – kun de åbne blister i munden driller og – jo – dem vænner man sig til. Selve sygdommen mærker jeg ikke noget til, hvilket jeg er dybt taknemlig for.

Men tilbage til de aktuelle dødsfald – så er det næppe gået nogen forbi at også Johnny Madsen (73 år) var en af dem. Hans musik – som jeg helt personlig er total vild med – hans farverige kunst og hans hovedrolle i tv-programmerne “Ja, for Fanø” – er nok kendt af de fleste. Så – selvom han ikke var fannikker – så har han – som jeg ser det – været med til at gøre min fødeø endnu mere kendt. Og måske pga disse tråde til Fanø – så har hans dødsfald, påvirket mig en del.

Blandt flere artikler – om ham og hans alt for tidlige dødsfald – var der speciel en artikel – i Jyske Vestkysten – som jeg har hæftet mig særligt ved:

Esbjerg/Thyborøn: Når Johnny Madsen på tirsdag klokken 12 bliver begravet fra Thyborøn Kirke, skal der efter Johnnys eget ønske ikke ligge blomsterbuketter og kranse på kirkegulvet fra våbenhuset til alteret. I stedet ønskede musikeren og kunstmaleren, som mandag eftermiddag døde, 73 år gammel, og hans kæreste Rosita Jørgensen, at folk dropper blomster og påtænker De Hjemløses Venner i Esbjerg i stedet.

Det var nemlig også noget af det – og døden i det hele taget – vi talte om – da vi var på kirkegården på Fanø. Det var svært, men også godt – det, at kunne snakke om, hvor og hvordan det skal foregå. Et af mine ønsker – er en bæredygtig afsked. Det betyder bl.a. at man springer disse kunstigt fremstillede blomster over – blomster der på alle måder er en unødvendig klimabelastning – og bare for at nævne et enkelt eksempel – så læste jeg i Politikken – at en rose, dyrket i et vinteropvarmet hollandsk drivhus, har en klimabelastning på 5 kilo CO₂ pr. stk. Det er ganske vist ikke meget – men – “mange bække små …” Og da naturen betyder meget for mig – har altid gjort det – måske nok endnu mere i dag – ja så vil jeg gøre hvad jeg kan, for at minimere belastningen – og en kiste, med naturens blomster, grene, blade eller hvad årstiden byder nu på – det vil glæde mig.

En lydbog – en krimi – er også noget af det der har ramt mig i ugens løb. En af hovepersonerne får konstateret kræft – modtager behandlinger og bliver herefter erklæret kræft fri. Et par år senere er kræften brudt ud igen. Hun får nu diagnosen uhelbredelig kræft – og efter en sidste tid fyldt med voldsomme smerter – dør hun.

Heldigvis har jobbet optaget mig så meget at jeg har kunnet blinke tårerne væk og har kunnet glædes over alt det fantastiske – mit liv er fyldt med – her og nu.

Ugens programoversigt

OG i aften – mandag – kl. 23.35 er der PREMIERE på: Halloween og Monstergræskar … i TIVOLI

FOTO-UGE-BOGEN

Programoversigten uge 46