Min hidtil værste uge – altså sidste uge – ja, det må jeg nok indrømme at det har været. Værst – fordi alvoren i min sygdom langsomt er ved at gå op for mig. Det har været let at leve fuldstændigt som jeg gjorde før diagnosen – simpelthen fordi jeg ikke har haft den mindste antydning af smerter – vel har jeg fået kemo – ja – men med stort set eneste bivirkning – blæner i munden – og det er da til at leve med.
Ugens ned-ad-bakke-rutsche-tur starter med første nye kemo – torsdag – en dag som heldigvis går langt over forventning. Fredag – til gengæld – er det som om min krop er fyldt med bly og ikke nok med at jeg slæber mig afsted med al den bly, så hopper sofaen også op på ryggen – og den vejer alligevel også noget – så jeg må overgive mig. Samtidig er jeg begyndt at hoste – sådan en tør krillehoste – og det gør ikke noget godt for mit mood og tankeproduktionen sætter gang i spørgsmål som: “Er det mon de små kræftknuder der sidder på den ene lunge – eller??
Trætheden fortsætter – dog med lidt mindre styrke – lørdag. Søndag kammer det så helt over. Jeg mærker smerter ind omkring brystkassen – og det får mig straks til at tænke – KRÆFT – altså at det er kræften der pludselig begynder at bide i mig. Således fylder disse tanker det meste af søndagen. Sidst på eftermiddagen kommer jeg alligevel ud på min gåtur – og det er godt. Jeg hælder vand ud af ørene i telefonsamtaler. Det letter.
Hjemme igen – humøret er bedre – og jeg kommer til at tænke på at man da vist kan få smerter ind omkring brystet, når man hoster. Og – PLING – mit gode mood er tilbage. Ja meget sker i hovedet – i mit kræftforløb – og ofte fra det ene sekund til det andet.
Og det handler heldigvis ikke bare om sygdommen – men om livet generelt. Som eksempel på hvad det kan være – må jeg citere Jesper Strange Rasmussen – en vandrer – jeg følger på fb. Jeg kender ham ikke, men hans beslutning om at vandre fra Danmark til Istanbul – som han gør lige pt – fascinerer mig dybt. Han skriver i et opslag i denne uge:
Jeg tror, jeg er blevet for stille til støjen, for langsom til tempoet, for ærlig til facaden. Jesper Strange Rasmussen
Det er lige præcis disse ord, der rammer mig – og jeg mærker at det er det, sygdommen er ved at gøre ved mig. Jeg er blevet for stille til støjen – livet er for kort til alt andet end fred – OG – for langsom til tempoet – vi drøner derudad i overhalingsbanen, hvorfor? Med den fart når vi ikke at se os omkring, vi når ikke at lægge mærke til de små betydningsfulde øjeblikke, øjeblikke som er guld og ikke bare for os selv, men også i de spor vi sætter i vores omverden – og – ja – specielt det sidste “For ærlig til facaden.” Vi lever i en tid – i en verden – hvor vi går rundt med facader. “Det går fint, tak” er det, langt de fleste svarer på spørgsmålet om hvordan det går, men bag facaden er der ofte en hel anden melodi. Hvorfor ikke bare synge den? Lad os blive bedre til lytte – lytte, så vi forstår – det er uden diskussion lettere at være sammen, når vi piller masken af.
Med ugens coverfoto – som kunne være et godt billede af mit tankemylderi – alt går på kryds og tværs – ønsker jeg alle – en herlig første vinteragtig uge.
PROGRAMOVERSIGTENfor uge 47 2025 … tv-programmer tilrettelagt og klippet af mig
Tirsdag den 18. november 21:15 Kelternes verden – Europas urkraft 00:30 Hjemme hos – kunstneren Lise Honoré
Torsdag den 20. november 06:30 Hvem er – Kristian von Hornsleth 01:55 Krull og Mågekysset
Fredag den 21. november 11:45 Frivillighed og fællesskab – Det kærlige måltid 18:05 Kørestolsdans – Internationale mesterskaber 22:35 Hjemme hos – Kongen af Krims Krams
Lørdag den 22. november 12:45 Det Grønlandske Hus (2:4): Det grønlandske familiemønster 01:50 Kroghsminde – en gård, en slægt
Mandag den 24. november 06:45 Meget mere Aarhus – fra varmekedelfabrik til Bazar 03:00 Rhanders & Rina – Håndværk og passion
0 Kommentarer