Uge 12 … En mørk ‘plet’

Coverfoto: Me … på job som ‘klaptræ’ i bunden af det der skal blive til Danmarks højeste bygning …

Mørk plet på rygsøjlen …

I sidste uge fik jeg den fantastiske nyhed at alle mine metastaser (kræftknuderne) stadig skrumper – og det udløste en spontan og sprudlende glæde – fyldt med masser af tro på en fremtid. Men hvorfor opstår der så pludselig et kraftigt humørdyk senere i ugen? Det er umiddelbart svært at forklare og alligevel er det nok ikke. For i ugens løb opdager jeg noget nyt i min krop – hvergang jeg bøjer hovedet frem – og det gør man jo mere eller mindre hele tiden – så giver det et stød i fødderne. Jeg tænker det er nok noget nervehalløj som hurtig vil forsvinde igen – men det bliver ved – hele ugen. Tankerne stikker straks af. Er det på grund af en mørk ‘plet’ – læs kræftknude – på rygsøjlen – en ‘plet’ som de opdagede ved første kontrol scanning og en ‘plet’ som de også holder øje med. Ved sidste samtale fortalte de at den ikke er vokset, så det burde jo ikke være den jeg kan mærke – men hvad er det så?

Omsorg udløser tårehav …

Fredag møder jeg så op for 13. gang på kemoafdelingen på Skejby – og tilfældigvis er det ‘min’ sygeplejerske der skal følge mig i dag. Hver kemobehandling starter altid med en samtale om hvordan det er gået siden sidst – og denne gang måtte jeg så fortælle om mine ryg oplevelser. Hun siger at det meget vel kan være bivirkningerne ved kemoen – men vil dog gerne lige hente lægen – det er jeg glad for. Det bliver til en god og konstruktiv snak – som ender op i at lægen vil sende mig gennem en MR-scanner – indenfor de næste 14 dage – i håb om at finde frem til hvad der udløser disse stød. Hvad det så end er – så giver det mig ro – og samtidig udløser det tilsyneladende et ophobet tårehav. OG – så kan vi starte på kemoen.

Hvorfor skrive ugentlige indlæg? …

… hvorfor skriver jeg disse ugentlige indlæg om mit personlige kræftforløb? Hvad skulle andre kunne få ud af at læse med – i mit privatliv? Eller er det privatliv? Nej – en uhelbredelig sygdom – mener jeg ikke er privat. Ikke helt ihvertfald. Den vedrører også vores nærmeste – vores omverden og ikke mindst vores samfund, vores sundhedsystem …

… for når jeg tænker på at min kalender er fyldt med aftaler på Skejby, fordi der skal tages blodprøver, et par dage før hver behandling, der skal udfyldes skemaer om hvordan jeg har det lige nu, der skal laves kontrolscanninger efter hver 4. behandling – og der er lægesamtaler – ja så kan jeg godt regne ud at alt dette ikke er gratis.

Vores viden om et kræftforløb …

Herudover så er vores viden/oplysning om kræft sygdommen – måske ikke så meget selve sygdommen – som det at håndtere sygdommen – at leve med den – og at forholde sig til uendelige mange Up’s and Down’s – konstant – og ikke mindst at være nærmeste pårørende – ofte ikke eksistrende. Lykkeligvis er det helt sikkert fordi vi ikke lige har sygdommen tæt på – men ifølge statistikken så rammes hver tredje – så mon ikke mange på et eller andet tidspunkt vil blive berørt af den.

Kræft = død? …

Når vi hører ordet kræft, tænker vi straks på død – men heldigvis er der mange kræftformer som kan helbredes i dag – og selv den uhelbredelige kræftdiagnose er videnskaben blevet meget bedre til at håndtere med livsforlængende medicin/kemo. Det er netop her jeg synes det er vigtigt at åbne op for – hvad der sker med mennesket og dets omverden i hele den – lange 😉 – livsforlængende periode. Derfor synes jeg også det er ret fedt at der i dag er mange der vælger – når de har fået beskeden “Uhelbredelig kræft” – at fortælle om livet med kræften – eksempelvis har jeg netop læst/hørt lydbogen ‘Mærket’

At kunne spejle sig i andre …

‘Mærket’, – hvor Charlotte og Esben Dalgaard fortæller om deres reaktion, oplevelser og tanker, da Esben fik diagnosen “Uhelbredelig kræft”

En bog som gav mig en oplevelse af at jeg jo ikke er den eneste i verden der er blevet ramt – ikke den eneste der tænker tanker som laver gevaldige tsunamier i hovedet. Det føles rigtigt godt at kunne nikke genkendende til meget af det han som kræftramt og hustruen som nærmeste pårørende – fortæller – altså det, at kunne spejle sig i andre.

Åbne op for helt almindelig snak …

Jeg modtager mange reaktioner på mine ‘skriverier’ – og det føles rigtigt godt – når folk siger tillykke, til mine gode resultater, når folk giver krammer efter en hyleuge – og folk der spørger om hvordan det er at gå med paryk osv. osv. Så jeg tror på at mit skriv er med til at åbne op for en mere naturlig og afslappet snak, som ligesåvel kan handle om dig, som om mig, eller vejret eller hvad der lige ligger for. OG – det gør det væsentligt nemmere for både dig og mig.

Hjelm og paryk …

Apropos det at gå med paryk – så var jeg i denne uge på tv-optagelser, hvor det var et krav at bære hjelm, og jeg må indrømme at jeg var lidt spændt på om parykken ville smutte med hjelmen, når den skulle af igen? – Den blev der.

Det var optagelser til en dokumentar om byggeriet af Danmarks højeste bygning – færdig om 4 år – kommer jeg til at nyde en kop kaffe på den kommende tag-terrasse – der bliver etableret på det tag – jeg her står på?

… ihvertfald kan vi nyde en kop kaffe
‘here and now’
– og måske kigge på Ugens Programoversigt

FOTO-UGE-BOGEN

Naturen i marts – hvor foråret nærmer sig – hvor vi om lidt ser en eksplosion i farver

OG – Hjerter, hjerter i alle mulige former, der er de bløde, de runde, de kantede, de brede og de smalle og alle med hver deres styrke.