Uge 06 … lyden af slukket emhætte

… sådan føles det, når jeg søndag formiddag bliver frigjort af min KEMO-WEEKEND-VEN, efter at have været forbundet med ham siden fredag formiddag. Ikke fordi han gør noget som helst væsen af sig, han følger mig bare trolig, hænger stille og trofast i en lille fine taske. Men – præcist som når emhætten kører, så lægger man ikke mærke til det, det er bare en del af det at lave maden – først når den bliver slukket, kan man høre, hvordan den alligevel har fyldt. OG Ja – sådan er det min kemo-weekend-ven.

Men hvordan er det lige det er med det kemo halløj, hvordan foregår det egnetligt, når man får kemo? Det er et spørgsmål jeg stadig bliver stillet.

Mange tænker – at kemo, er kemo – men nej – kemo er over 100 forskellige slags – ‘giftstoffer’ som kan sammensættes på endnu flere forskellige måder – jeg får fire forskellige og de fire er sammensat til lige præcis min kræftdiagnose. De første tre – som jeg får hver anden fredag på Kræftafdelingen på Skejby – får jeg som indsprøjtning ind gennem den port jeg fik indopereret under huden. Fra porten går en lille slange – som også ligger under huden, Den er ‘koblet’ på en vene – altså en blodåre og herfra transporteres kemoen så rundt i hele kroppen.

Den første af de fire, er en kemo som løber i 45 minutter og som har den bivirkning at jeg skal anstrenge mig for at holde mine øjne fokuseret, når jeg skriver her – det er som om de svimler en smule, men det er heldigvis kun imens kemoen løber ind i kroppen.

Nummer to – løber rundt i mig i en time – og er den der giver kuldefornemmelse, hvilket vil sige at alt hvad jeg rører ved – og som er under stuetemperatur – er iskoldt og virker som syle på hænder og i munden. Det er en kuldefornemmelse, som gradvist aftager efter 5-7 dage

Den tredje er den samme som den jeg får med hjem i en pumpe. Men her på Skejby får jeg en højere dosering – en dosering der er med til at sætte gang i effekten, ved at den hurtig bliver cirkuleret rundt i alle mine celler og dermed baner vejen for den lidt langsommere dosering jeg får med hjem i pumpen.

Disse tre, får jeg altså – over i alt 3 timer og 30 minutter – på Skejby. Her sidder jeg i meget behagelige stole og under opsyn. OG – ikke mindst – så har jeg meget hyggelige og inspirerende samtaler med ‘min’ sygeplejerske. Vi kender efterhånden hinandens livshistorie – det er herligt og det kalder jeg omsorg, tryghed og menneskekærlighed

Det kemoterapien gør, er at den standser cellers deling og ‘angriber’ kræftceller. Den påvirker dog ikke kun kræftcellerne, men også kroppens normale celler og det er denne påvirkning, der kan give bivirkninger som eksempelvis hårtab – jo tak, nu er jeg skaldet – kvalme – nej det er jeg sluppet for, næsten – ihvertfald – og ikke mere end at et stykke lakrids kan holde den nede – og problemer med slimhinderne – ja tak, min mund er tør – meget tør – i de første 5-7 dage efter en behandling + det at smagsløgene også er påvirkede – træthed – nej, jeg har heldigvis masser af energi – kuldefølsom – og igen, jo tak, kolde drikke, is mm. er ‘no go’. Men det er alt sammen ikke noget, der har den store betydning – det er bare en ny hverdag, som jeg har vænnet mig til.

Og at jeg har energien i behold er jeg meget taknemlig for – har netop sagt ja til et TV-projekt – med 3 x 12 programmer – over de næste tre år.

OG – så er det på lørdag kl. 22.10 – der er premiere på “Kræft, kærlighed og kunst … René Jacobsen”

Se de første par minutter her:

“Du skal bare finde dig selv” siger folk velmenende til ham, men hvordan skal man kunne det? spørger René sig selv, “… når det ‘selv’ er blevet kraftigt amputeret?”
Og det er den følelse, René Jacobsen har – følelsen af at føle sig amputeret – efter han på bare fire måneder mistede hustruen gennem 34 år – til Canceren.
René fortæller åbent og ærligt om det at miste og hvordan han – sammen med sine 2 voksne sønner og børnebørn – finder en ny hverdag – et nyt liv.
René er født i slutningen af 50’erne ind i en familie som – hvis han selv skal sige det – nok ville være blevet betragtet som dysfunktionel. Men han er også født med en ukuelig stærk vilje, og en tro på sig selv – en tro, der har ført ham ad veje, som ikke på nogen måder stod skrevet i kortene.