Uge 18 … En fredelig uge, næsten

Telefonen ringer – displayet viser ukendt nummer. “Hmmm – skal jeg tage den?” … når jeg lige at tænke – for jeg har det sådan at hvis det er et ukendt nummer, så må de ringe igen – hvis de vil mig noget. Ofte er det jo nemlig bare en eller anden som vil forsøge at lokke med de mest uimodståelige tilbud – uvidende om at lige præcist jeg, ikke lader mig påvirke. Men …

Når at tænke det værste …

“Det er Lissie” når jeg alligevel at sige – “Det er læge ……. fra Skejby” og på noget i retning af et nanosekund – en milliardtedel sekund – ryger pulsen op på et antal slag, der er så høje at de umuligt kan tælles. Min allerførste tanke var, at der var kommet et ‘grimt’ svar på min sidste scanning – et svar som ikke kunne vente til aftalte møde – mandag d. 6. maj. Det var det IKKE – det var bare en reaktion på det skema jeg skal udfylde inden hver kemobehandling.

Kemoen driller …

Her svarede jeg nemlig – at nu føler jeg kemoen driller – og nu så meget at fingerspidserne ikke vil holde op med at sove – ja, jeg skriver godt nok ‘meget’ men så ‘meget’ er det nu altså heller ikke – men – da jeg har fået at vide at jeg skal melde alt – altså alle de ændringer – små og store, jeg mærker i kroppen – ud til lægerne, ja – så måtte jeg jo fortælle at jeg stadig – dagen før min næste behandling – har denne sovende fornemmelse i fingerspidserne og under begge fodsåler.

Nedarvet kluntethed …

I samme åndedrag siger jeg hurtigt “Men, det ikke er et problem” – Jeg fortæller dog ikke, at det har resulteret i, at jeg både har tabt en nyindkøbt vase, en tallerken og et glas – som naturligvis er gået i tusinde stykker – men måske er det jo også bare en nedarvet kluntethed fra min far? – “Men det kan det blive” siger lægen – det kan blive kronisk og vil aldrig forsvinde – så derfor er hun nødt til at skrue lidt ned for den meget kraftige kemo jeg får. “Men hvad betyder det så?” “Ja, det kan man ikke sige på forhånd” siger hun og fortsætter “Men hvis den mængde du får nu – altså fra et tal på 100 til nu 65 – bare kan holde kræften i ro – så er vi tilfredse” og ja – det må jeg så også være.

Krydser fingre …

Svaret på hvordan det står til med mine Onkos – kræftsvulsterne – lige nu – ja det ved jeg jo først næste mandag. Krydser fingre for at de stadig er skrumpet en smule, så størrelsen på dem er så lavt som muligt – når nu den nedsatte dosis kemo er sat i gang. OG – det tror jeg på – og heldigvis mærker jeg intet til kræften, den er der bare og forhindrer mig ikke i at udføre mit fuldtidsjob – mine daglige gåture eller min hverdag iøvrigt.

Og apropos’job – så er et langt tv-portræt: Rhanders & Rina lige på trapperne. Mere om det i næste mandagsindlæg – ja – jeg ved godt at i denne uge blev det til et tirsdagsindlæg – men ingen regler uden undtagelser, vel? Hav’ en dejlig uge 🙂