Uge 40 … Go’ mandag morgen :)

… og solen skinner – en skøn morgen, hvor vinden er i den rigtige retning – ihverfald for os, der bor i eller i nærheden af Studstrup – når vi taler vores bål-lugt-gener. Vi kan være ude – uden at få fornemmelsen af et lejrbål i baghaven. OG når det så er sagt, så er det jo ret vildt, det kæmpe store arbejde de gør – alle disse mange folk der er i gang med slukningsarbejdet. De gør helt sikkert alt det de kan – ikke mindst for at reducere mængden af træpiller – der ellers bare ryger op i den blå luft. For det er da vanvittigt at tænke på, hvor meget varme disse kæmpe store mængder af træpiller, kunne have leveret rundt om i mange hjem – og specielt når vi nu alle skal spare denne vinter – ja de kommende år.

Men uheld – altså en utilsigtet hændelse – er der ingen der gardere sig mod – ligesom der nok ikke var nogen der kunne gardere sig mod sabotagen i Østersøen – en sabotage der har betydet at en mængde gas forsvinder – også – op i den blå luft – eller kunne ‘nogen’ have været mere opmærksomme?

Når JP spørger om vi bekymrer os – så kunne man umiddelbart fristes til at sige JA – sige ja, fordi at ‘nogen’ er parat til at bruge ‘hvad som helst’ og ikke mindst atomvåben – for at få sin vilje trumfet igennem – og – der bliver færre og færre kvalificerede personale på landets hospitaler til at tage sig af os, når vi er syge – og – det bliver dyrere og dyrere at leve, madvarer, strøm mm. stiger og stiger – så – ja – vi har alt mulig grund til at bekymre os.

Men gør det ikke bare det hele meget værre – altså at gå rundt og bekymre sig?

Set i min optik – så må vi tilpasse os en verdenssituation – som vi ikke er herre over – men ikke ved at læne os tilbage. Vi skal alle tage aktivt del i at reducere på alt forbrug – spare på strømmen, “Træk en gammel sweater på” og skru ned for varmen – kigge i supermarkeders “Too good to go” bokse og hvis bilfrie søndage skal til – jamen så er det.

OG – jeg tror på at sammen kan vi få det til at blive godt igen – mine fund af firkløvere på vandreturen på Caminoen – bekræfter det.

PREMIERE i aften på den sidste minkudsendelse i serien om Minkavlerne:

Minkavlernes historie … om hverdagen med og uden mink (6:6)

I denne udgave besøger far og søn, tidligere minkavlere Jørgen og Jens Jensen, ved Nyborg. Minkeventyret – for familien Jensen – startede da Jørgen og hustruen – hoppede ud i at leve som minkavlere i midten af 1980’erne – på en familieejendom fra 1700-tallet. Der blev bygget stald og bure og indkøbt 125 mink. Bedriften voksede og da sønnen Jens beslutter sig for at være medejer i 00’erne, vokser antallet af mink yderligere og ender i 2020 på 75.000 mink, fordelt på 4 avlsgårde – mink, som alle skal aflives efter statsministerens udmelding den 4. november 2020. Tilbage står far og søn – og er enige om at det er slut med landbrug – de vil ikke gå rundt med frygten for at ordren fra Statsministeriet skal gentage sig

Minkerhvervet – et erhverv der har eksisteret i Danmark i næsten 100 år – men sluttede da statsministeriet meddelte – den 4. november 2020 – at alle mink i Danmark skulle aflives. I denne programrække – på 6 afsnit – besøger vi både 1. 2. og 3. generations minkavlere – eller – rettere sagt – tidligere minkavlere. Vi får fortællingen om at vokse op på en minkfarm – om hverdagen på en farm – om at videregive sit livsværk og at overtage livsværket – og – en snak om, hvordan man kommer videre ja, kort sagt – så handler denne serie om livet med og uden mink