Det er mandag – det er Kemo dag – og det er 2. behandling. Faktisk skulle det – ifølge første oplæg – have været i fredags – men planen blev ændret fra AUH’s side – noget med logistik og bemanding – og “Det vil ikke betyde noget i mit behandlingsprogram” siger de, da jeg ringer og spørger og det stoler jeg på.
Hvordan foregår det, når man får kemo?
Kræftafdeling C – på AUH – er ikke en stue som man normal forbinder med en hospitalsstue og ikke en stue hvor man nok vil tro at stemningen er lav – men nej – tværtimod. Her er fire højryggede meget behagelige stole – dog uden indbygget massage – og kun en seng.
Kemoen – som er tilpasset hver enkel person – får man ind gennem den lille port der er opereret ind under uden. Var en smule nervøs for hvordan det ville være at få prikket hul på huden for at komme ind til porten, men det var ikke værre end når man får taget en blodprøve.
Og så sidder man ellers bare her tre til fire timer, sammen med de andre på stuen og det er både kvinder og mænd. Her bliver leet og snakket om alt muligt andet end det vi alle sammen er her for og hvor er det dog en befrielse.
Jeg talte – netop om det – med nabomanden, og han siger “ Jeg har simpelthen besluttet at diagnosen får så lille en plads i mit liv som overhovedet muligt, fordi der skal være masser af plads til et leve 100 mens jeg kan”
… og det er præcis sådan jeg har det.
Det skarpe øje vil kunne se at jeg har nye øreringe på.
Det er simpelthen en gave som denne søde dame – min kemo makker på min venstre side – forærede til sygeplejersken og mig.
Og – ja – så kan mundvigene altså virkelig nå helt op til begge ører.
Efter timerne på AUH bliver jeg sendt hjem med en kemo pumpe – som stadig er tilsluttet den indopererede port og som jeg skal bære i 48 timer i en lille taske – indtil en hjemmesygeplejerske slipper mig fri. Bivirkninger – alt i alt – er så at sige ikke eksisterende – en anelse forventet prikkende kuldefornemmelse i fingerspidserne da vi var på en lille gåtur – yngste datter og jeg – det er da vist mega billigt sluppet.
Forud for kemobehandlingen bliver der taget helt friske blodprøver, for at se hvordan kemoen har påvirket min krop. Lægens kommentarer til dem var: “Det ser rigtigt fint ud” Jeg er glad.
Mit lod i livet
Mit lod – ikke at forveksle med et lod i et lotteri, men et lod i livet – et liv som slutter for os alle, på et eller andet tidspunkt – er et lod som jeg tror på, har en forudbestemt udløbsdato. Heldigvis kender vi ikke dagen. OG – selvom jeg er et rationelt tænkende menneske – og nok også ateist – så har jeg altid haft en tro på at den dag DET SKER, er præcist den dag det sker, uanset hvad. Om vi så sidder i et fly, der er ved at styrte ned, om vores organer giver op til kræften eller om en tilfældig modkørende brager ind i vores bil. Denne overbevisning er nok årsagen til at jeg sjældent har sagt nej til spændende oplevelser, som rejse til Grønland, stå på Afrikas tag, vandret i Himalaya til Everest Basecamp, sejlet på Orinocofloden I Venezuela og har nydt masser af skønne sejlture i vores – nu solgte – båd, Seacliff – jo det har bestemt ikke skortet på oplevelser.
Jeg er så heldigvis i den heldige situation, at mit lod – hvis alt går vel – ikke slutter brat, men har fået et wakeup call og en påmindelse om at være tilstede – LIGE NU – og det er så det, jeg er – NU.
Jeg nyder hvert et sekund af dagen, jeg nyder at kan være sammen med familien – et samvær som – omend muligt – er endnu tættere end før – fx var vi sammen i weekenden for at snitte Halloween masker – og nyde årets Halloweensuppe.
Resultatet er det der ses på cowerbilledet.
OG – ja – så er jeg så priviligeret at vores børn på skift overnatter her og tager Kemotjansen hjemme – bare for at kunne træde til, hvis noget uventet skulle opstå i de 48 timer jeg går rundt med kemopumpen. Ikke nok med det, så bliver middagen også tilberedt og serveret. Såå igen må jeg sige, jeg er fyldt med taknemlighed.
Samværet med venner og ikke mindst kolleger – er også noget der betyder meeeeget for mig, og ikke mindst det at jeg stadig kan være i mit job, og at jeg stadig kan gå ud og lave interview og tv-optagelser, og nu måske endda med endnu dybere og mere nærværende indhold – ja også det, er jeg meget glad for.
Fredag var jeg på den første opgave – efter diagnosen. Vi besøgte en kunstner, René Jakobsen, som udover at fortælle om sit virke som fuldtidskunstner, også fortæller om barndommen i 60’erne, om mange år som efterskoleforstander og ikke mindst om hustruen der som 57årig – i april 2017 – fik stillet samme diagnose som mig – uhelbredelig kræft – og døde i august 2017. Det bliver en stærk beretning, bl.a. om hvordan man som pårørende kommer videre.
Længere nede – på dette indlæg – finder du FOTO-UGE-BOGEN med fotos fra den forgangne uge
FOTO-UGE-BOGEN … fra den forgangne uge
