Hurra – det er KEMOweekend
Det ville være fantastisk, hvis jeg kunne skrive det – og mene det – men nej – det kan jeg ikke. I hvert fald ikke helt – for – på den ene side er det jo altså fantastisk at vi har disse muligheder for livsforlængende behandlinger – det er jeg dybt taknemmelig for – og på den anden side, er kemoindtagelsen altså ikke for sjov. Det er gift der bliver fyldt i kroppen. Og det mærker jeg. Jeg oplever bivirkninger – ja – men jeg betaler gerne prisen – fordi jeg har en tro på – at jeg kommer til at dø med canceren, og ikke af den – om mange mange år 🙏
Det får mig forresten til at tænke på Nuser og hans svar til Søren Bruun … “Vi dør kun en gang, men vi lever hver eneste dag.” …
Det ER nemlig det, det handler om – og – når vi har fokus på det, så bliver hver eneste dag, den bedste.
Og alle mine dage – også dem med bivirkninger – er ikke bare de bedste, men rent faktisk er de fantastiske. Og det er der mange mange grunde til, som jeg lige vender tilbage til.
… for først må jeg fortælle at ham – min weekendven – ham der hænger mig ud af halsen – i bogstaveligste forstand, fordi han jo er koblet til den indopererede port, hvorfra der går et lille rør op til hovedpulsåren, sådan at han kan hænge der i fred og ro, og bare kontinuerlig pumpe giftstoffet ind i mine årer – ham, der følger mig i alt, hvad jeg foretager mig i 48 timer – og i denne weekend har det været mange oplevelser som fx at gå rundt i ikke mindre end 3 kæmpestore genbrugsbutikker
– at overvære syltningen af godt 2 kg. grønne figner – være med i køkkenet når de herligste middage kreeres – og denne weekend, i skønt selskab med yngste datter – og ham, som jeg har 2 nætter med hver 14. dag, 2 nætter, hvor vi hver gang var oppe at slås – ham har jeg nu endelig fået styr på.
Det viste sig, at han ikke ville ligge ved hovedgærdet – nej, han skulle bare have lov at hænge på siden af sengen – se så kom der ro på og jeg kunne sove. Det undrer mig at der skulle 4 x 2 nætter, før jeg fandt ud af det.
Jeg elsker flueben. Jeg elsker at kan sige til mig selv, nu er det og det klaret. Videre til det næste. Sådan er det også med bivirknings listen – det at kunne sige, at nu har jeg fundet ud af en måde at leve med den og den bivirkning på. Jeg har styr på weekendvennen – jeg har styr på maven – og på det med kuldefølelsen – tilbage er der det med at der bliver mindre og mindre af mit hår – troede det var stoppet – men nej – ikke helt endnu – sååå måske det kunne ende med en paryk? Meeen – skal den være kort, lang, mørk, rød, blond, krøllet eller glat – eller noget helt andet – ha ha – nej ingen af disse ville på nogen som helst måde være mig – så hvad gør jeg??
Tilbage til nogle af årsagerne til, at det er fantastiske dage. En af dem er, at jeg stadig kan bestride mit job – også når jeg sidder på Skejby og modtager kemoen
– og at firmaet giver mig den store fleksibilitet, at jeg også kan klippe mine tv-programmer hjemmefra – når der er dage, hvor der skal bruges tid på blodprøver – tror forresten ikke jeg har meget blod tilbage, med alt det er er tappet indtil videre – og tid til lægesamtaler og skemaudarbejdelse etc. etc. Og det er fedt – men helst vil jeg dog sidde i tv-huset på Trindsøvej – blandt de skønneste kolleger.
Men jo, jeg bruger meget mere tid end tiden på selve kemo behandlingen hver 14. dag. Men det korte og det lange er, at det betyder meget for mig at have den frihed på jobbet – og så er det med til at jeg faktisk glemmer min diagnose – fordi den – selve sygdommen – på ingen måde gør nogen som helst væsen af sig.
Og – hvad der også gør mine dage fantastiske – ja- jeg ved godt jeg har skrevet det før, men jeg gør det igen og kommer helt sikkert også til det fremover – er al den omsorg – den kærlighed – den hjælp – jeg oplever fra alle i min verden.
Naboer der kommer med homemade æblekompot – med hindbærmarmelade, hindbærsirup og endda med en korn/varmepude – også homemade – bare fordi jeg sidste gang skrev at en af bivirkningerne gav kuldefornemmelser – og ikke mindst alle blomsterbuketter og dekorationer, der også stadig dukker op – det er da helt vildt.
OG beskeder og sms’er og mail, som fx denne – bare for at nævne en:
Hvor er du da bare så sej og dejlig åben og ærlig. Det er vi mange der kan lære af.
Kæmpe kram og tak for dig – fra Gitte Müermann 🙏🥰👍
Igen må jeg sige – TAK – af hele mit hjerte.
OG – kan mit tankespind blive til lidt positivt input – så er det jo helt vildt fantastisk – TAK
Det er bl.a. det, der er min motivation til at skrive her – skrive om mit kræftforløb – om hvordan min hverdag er med diagnosen uhelbredelig kræft, både det fysiske men også det psykiske – og for at åbne op for den berøringsangst – der ofte er forbundet med diagnosen. Som i mange andre situationer – så tror jeg på at åbenhed og et åbent sind, er en god vej frem – til en bedre forståelse.
Med ønsket om at den kommende uge bliver præcist som vi ønsker os – sender jeg en kæmpe kram til alle.
Se FOTO-UGE-BOGEN længere nede:
FOTO-UGE-BOGEN
… fra den forgangne uge, som var en uge, hvor det kun lykkes at komme ud på en enkelt walk – må indrømme at i næsten 14 dage har jeg været mega flad – men energien er nu kommet måske dobbelt tilbage – og hvor er det dog fedt. Vejret var fantastisk, masser af vand på stierne og farverne i skoven stadig magiske.
Et enkelt foto fra optagelserne af Årets julemærkekunstner – hvor jeg agerer klaptræ 🙂
0 Kommentarer