Et højdepunktet – nej, jeg kan nok ikke kalde den CT-scanning, som jeg fik foretaget fredag, for et højdepunkt, for jeg kender endnu ikke resultatet, det får jeg først i denne uge – det er nok mere rigtigt at kalde det for en milepæl – den første – på min vej gennem cancerens greb.
Scanningen skal nemlig vise hvordan det står til. Det er den første efter jeg d. 12. sept. fik konstateret uhelbredelig kræft – dvs. der er nu gået 2 måneder og 4 kemobehandlinger. Lægen sagde dengang – at bedste scenarie vil være, at man – ved hjælp af kemoen – kunne bremse canceren i at udvikle sig, altså holde den i ro.
Det tror jeg på er sket.

Men ellers en ret stille uge – udover travlhed på jobbet. Jeg mærker intet til canceren – og kemoens bivirkninger er også reduceret til bare at være i munden – nej, nej – ikke forstået på den måde at det er det jeg siger – men det er rent fysisk munden, mundhulen og tungen det går mest udover lige nu.
Tungen? Ja.
Det er som om jeg går rundt med en katte-tunge – ikke fordi jeg ved hvordan det er at gå rundt med en katte-tunge. Men en kats tunge er grov, ru og føles som sandpapir – simpelthen fordi den bruger tungen til at rengøre pelsen, præcist som vi bruger en hårbørste.
Sådan føles min tunge. Ru og grov.
Alt hvad jeg propper i munden – og det skal iøvrigt ske så ofte som muligt, simpelthen for at holde vægten – smager af – ingenting – og så svier det som ind i bare pokker. Helt almindelig krydret mad – kan få mig til at overgå sopranen Audrey Luna, som i 2017 begik rekord ved at have tvunget stemmebåndet helt op på det høje A i operaen ‘The Exterminating Angel’ af Thomas Adès – er dog ikke sikker på det lyder heeeelt så godt.
Men, med den tunge, betyder det – at glæden ved en dejlig tilberedt middag – er mindsket betydelig. Håber naturligvis det bare er endnu en periode jeg skal igennem – ligesom jeg håber den træthed, der også langsomt er begyndt at snige sig ind på mig – også bare er en kort periode – eller at det måske bare er den almindelig kendte vintertræthed?

“Du ser pludselig meget voksen ud, på den der skrappe måde.” skrev yngste datteren, da jeg sendte et foto af mig med paryk.
Den røg omgående af.
Alligevel har jeg dog bestilt en – fordi der bliver mindre og mindre af min egen vidunderlige hårpragt – ja det er sådan jeg ser den nu, hvilket jeg bestemt ikke altid har gjort – men om jeg nogen sinde kommer til at bruge parykken – tjaa????
I hvertfald kræver det en kæmpe tilvænning – og det bliver helt sikkert noget med at øve mig i starten – og det bliver bag nedrullede gardiner 🙂
Kommer til at tænke på en oplevelse jeg havde helt tilbage i ‘hvidkål’. Jeg var 17.
En veninde spurgte – hen på aftenen – om jeg ville med ind i byen. “Nej” – svarede jeg – “Mit hår er ikke vasket.“Du kan bare låne den paryk jeg har liggende” siger hun og tænk – dengang syntes jeg det var mega morsom pludselig at være rødhåret for en aften. Så vi tog afsted.
Senere endte vi på en restaurant, hvor man kunne danse. En meget høj mand bad mig straks om en dans. Jeg takkede ja. Og hvad sker der? Jeg måtte lægge hovedet godt tilbage, for at kunne se hans ansigt, når vi talte sammen. Det betød at parykken langsomt gled bagover. Må indrømme at min opmærksomhed gik mere på at holde fast i håret end på at danse/snakke.
Det blev kun til en dans.

Ugen sluttede med en dejlig og hyggelig fødselsdagsmiddag – og en skøn vandretur – som igen igen ændrede mit humør fra at være på vej ned, til nu at være oppe igen.

Ønsker alle – en skøn og minderig uge.

Længere nede på siden – finder du denne uges tv-oversigt på dk4

FOTO-UGE-BOGEN … fra den forgangne uge:

Programoversigten for uge 46:

… med PREMIERE søndag kl. 19.25 – “Julemærket 2023 … rykker ud i naturen”


0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.