Nogle gange undrer jeg mig over, hvor let vi påvirkes af det vi læser, hører eller ser, såvel i de mange sociale medier, som medier generelt. Egentligt vil jeg sige mig selv fri af det – men nej – jeg påvirkes også.
Specielt da jeg i begyndelsen af december læser på Instagram at Stinne Leth er gået bort. Jeg kender ikke Stinne, men har fulgt hende og Christian i podcasten Venner med kræft – en serie hvor de to mennesker – som er i begyndelsen af 30erne og 40erne – er uhelbredelig syge med kræft. En serie hvor de åbent og ærligt fortæller om alle de tanker de har som kræftpatienter. Men også om det som livet også byder på, selvom de har kræft. En podcast serie som jeg iøvrigt på det varmeste kan anbefale alle med kræft, alle pårørende og alle der bare vil lytte til to meget inspirerede og livsglade mennesker.
Hold da op hvor der ryger en sylespids pil gennem mig – da jeg læser om hendes dødsfald og det gør mig mega meget ondt at en pige i starten af 30’erne, og med så stor en udholdenhed og livsvilje må overgive sig til den FUCKING CANCER.
Og nok helt naturligt ryger tankerne hen på min egen situation. Og det er her, det hele er så surrealistisk – fordi – canceren mærker jeg intet til, det er kun bivirkningerne fra kemoen jeg mærker og selvom de er øvøv, fordi de har bl. a. total ændret mine smagsløg – så er de tålelige. Og det betyder at allerede nu tænker jeg på resultatet af næste scanning, som jeg skal have foretaget den 29. december. Den første kontrolscanning var jo helt fantastisk med en næsten halvering af kræftknuderne – og jeg tænker kan det fortsætte? JA – det ikke bare håber jeg, men også tror på – også selvom jeg hører i podcasten at efter en fantastisk god udmelding den ene gang – kan der næste gang komme den stik modsatte.
Heldigvis fordufter tankerne op i det blå – og det gør de virkelig – når jeg er ude på mine daglige gåture, også selvom det først er til fyraften og derfor oftest er mørkt. Men mørket kan noget – fx skærper det lugtesansen så meget, at dagens middag – i de forskellige hjem – ikke er nogen hemmelighed.
OG – iført mine store og varme nyindkøbte skindvanter går mine ture ofte op …
… til det lokale indkøbssted. Vanterne er jeg pisket til at have på – også inde i butikken – fordi én af de fire kemotyper jeg får – er meget kuldefølsom overfor temperaturer der bare er under 15 grader. Og udover at det prikker og stikker helt vildt i fingerspidserne, så bliver de også stive – og jeg kan med min bedste vilje – ikke bøje dem. Det kommer der nu en del morsomme oplevelser ud af – altså det at gå rundt med disse store vanter på og skal lægge ting i kurven. Det er ikke noget problem med større ting – men at snuppe en lille pose krydderi – det er besværligt.
Når så indkøbet er lykkes – så skal jeg skal lige hilse og sige at det er lige så besværligt at pakke varer i rygsækken – med stive fingre og store vanter. OG – bedst som jeg en dag står ved kassen og kæmper ihærdigt – opdager jeg at kunden der kommer efter mig – kigger lidt – undrendende på mit besvær. Må indrømme at jeg føler mig en smule pinlig til mode – men hvad kan jeg gøre andet end at sende ham et undskyldende smil? Jeg var ikke lige ‘in the mood’ til at fortælle ham årsagen. Jeg kunne selvfølgelig have sagt noget om at det bare er blevet mode igen – ligesom i 1930’erne – hvor folk gik med handsker det meste af året. Godt nok tog man dem ikke på, men derimod gik man og daskede med dem i den ene hånd eller stak dem skødesløst i den ene jakkelomme af ren symbolværdi. Nej – den holder vist ikke?
Ønsker alle en skøn uge – og nu er der kun 14 dage til jul 🙂
FOTO-UGE-BOGEN
0 Kommentarer