Uge 39 … da livet tog en drejning

Den første uge – efter beskeden “Uhelbredelig kræft” – sker der så vildt meget. Det er en uge, hvor det hele sættes i gang – og jeg skal da godt nok lige sige – at vores sundhedssystem – det fungerer – punktum

Føler mig meget priviligeret …

Min søster kommer på besøg de første dage – og vi snakker uafbrudt – om alt mellem himmel og jord – vi går ture. Hun tager med mig på job – og vi besøger mine børn. Venner, naboer, min gamle mor på 91, nevøer – kigger forbi – og – ja – det vrimler med skønt besøg. Det er da et privilegium.

Privatsekretær …

Ved samtalen i fredags – på kræftafdelingen – havde de lavet en kalender til mig – en kalender hvor hver anden weekend er afsat til kemo, og hver anden onsdag til blodprøvetagning – ct-scanninger – lægesamtaler osv. osv.

Føler nææææsten som om jeg har fået en sekretær – til at styre min kalender, det har jeg ikke prøvet før – så det er da meget sjovt – nye tider – ja det er det bestemt

meen – nu er det altså alvor …

Torsdag tager vi – min mand og ældste datter – igen på Skejby – og – langsomt – ja langsomt – begynder alvoren at gå op for mig … nu skal der nemlig opereres en ‘port’ ind under huden – lige over det ene bryst – en port som skal bruges til de fremtidige kemo behandlinger. Det tager halvanden time – med lokalbedøvelse – og forløber uden problemer.

Min nye weekend ven

Fredag sidder jeg behageligt i en stol på Skejby og de første 3 typer kemobehandlinger går i gang – det forløber som det skal – og efter 4 timer bliver jeg sendt hjem med en pumpe, der indeholder den 4. kemo. Den er forbundet med den indopererede port og det bliver min nye følgesvend og weekend ven – de næste 46 timer – en nem en af slagsen – en ven der ligger stille i en lille taske, som jeg hænger i bukselinningen om dagen og om natten ved mit hovedgærde.

Første hjemme nat – med denne følgesvend – overnatter – først min ældste datter og næste nat den yngste – en stor tryghed, hvis et eller andet skulle drille. Mine bonusbørn – har også allerede meldt ind – at de også er klar til at træde til.

Søndag kommer hjemmesygeplejersken for at afkoble ham igen – og hun spørger hvordan det er gået. Jeg kan kun svare: “Af alle de mange forvarslede bivirkninger – har jeg ikke mærket én eneste”. Hun er glad og ret imponeret, det har hun ikke tidlige oplevet. Men – selvom denne nye weekend ven ikke har skabt problemer – så er det nu også rat at være fri af ham igen. Jeg må forresten hellere finde et navn til ham – jeg skal nemlig være sammen med ham hveranden weekend – resten af mit liv.

Men – de næste 11 dage – har jeg “fri” – og jeg har det godt – og glæder mig så meget til at få lavet endnu et tv-program.

FOTO-UGE-BOGEN … fra uge 38