lissie

… ja altså det er ikke uge 10 der hænger mig ud af halsen – men al den kemohalløj – DET hænger mig virkeligt ud af halsen … jo – det gør det, sku’. Det er bare sådan det er … Det er nu min 12. Kemobehandling, og det er Læs mere…

… som et væltet træ – har jeg følt mig i denne uge. en uge, hvor bare et lille vindpust kunne vælte mig omkuld eller ihvertfald få tårer til at trille. OG – de har trillet – flere gange. »Jeg kan jo ikke få det til at gå væk, uanset Læs mere…

… en rigtig god sætning, at få – ikke bare ind under huden – men helt derind, hvor det virkelig gå op for en, hvad ordene siger. Jeg har hørt sætningen i forskellige sammenhænge – mange gange. I dag fredag hørte jeg den igen på kemoafdeligen på Skejby. Og af Læs mere…

… denne uge har været – lidt ØV. Tror dog – at det evige regnvejr, hvor alt er gråt og vådt og ikke på nogen måder inspirerer til at hæve mundvigenes nedadgående position – bærer en stor del af årsagen. 3 dage før hver kemobehandling skal jeg udfylde et skema Læs mere…

… sådan føles det, når jeg søndag formiddag bliver frigjort af min KEMO-WEEKEND-VEN, efter at have været forbundet med ham siden fredag formiddag. Ikke fordi han gør noget som helst væsen af sig, han følger mig bare trolig, hænger stille og trofast i en lille fine taske. Men – præcist Læs mere…

Kun halvt vågen, rækker jeg armen ud til sygeplejersken, som varsomt kobler mig på beholderen med antibiotikaen. Blodtrykket mm. bliver målt og det hele foregår i en rolig af behagelig stemning. Og alligevel mærker jeg en lille ændring. Sygeplejersken er mere stille og bevægelserne er måske en anelse hurtigere end Læs mere…